logo-dk

Hvad koster et nyt køkken? Få styr på dit budget

Køkken planlægning
  • DEL
  • Udskriv artikel
 

Du kan undgå store skuffelser og irriterende tidsspild, hvis du lægger et realistisk budget, når du planlægger nyt køkken. Læs med her og find ud af, hvordan du griber det an.

Når moderne køkkenkøbere planlægger nyt køkken, bliver de hurtigt storforbrugere af køkkenfirmaernes hjemmesider, indretningsblogs og boligmagasiner. Flotte billeder af gennemtænkte køkkener inspirerer til drømmekøkkenet, men dækker samtidig over en række ekstraudgifter, som folk typisk ikke tænker over.

Et større køkken med skuffer, skabe og køkkenø kommer nemt op over 100.000 kroner, når først der er lagt hårde hvidevarer, levering og montering oven i selve køkkenets pris.

Det fortæller køkkenkonsulent ved Kvik, Peter Therkildsen, som ofte oplever, at folk bliver overraskede over den samlede pris for hele projektet.

“Folk er som udgangspunkt rimeligt realistiske i forhold til prisen på køkkenet, men når vi så inddrager udgifter til håndværkere og andet, som hører til projektet, så bliver de alligevel overraskede”, fortæller han.

Spil med åbne kort

Der kan nemt opstå uoverensstemmelser, når køkkenkøbere ikke stiller en tydelig økonomisk ramme op for køkkenkonsulenten. Peter Therkildsen oplever, at kunderne tit har lagt et budget, men helst ikke vil oplyse det til konsulenten, og derfor ender køkkenet med at blive for dyrt.

“Der er ikke ret mange, som har lyst til at sige, at et køkken er for dyrt til dem. Kunderne vil ikke tabe ansigt,” siger Peter Therkildsen.

Det kan føre til stor skuffelse hos køkkenkøberne, når drømmekøkkenet viser sig at være for dyrt, og det betyder også, at der spildes en masse tid på planlægningen.

Derfor lyder opfordringen fra Peter Therkildsen: Lav et budget, og vis det til køkkenkonsulenten. På den måde giver du konsulenten den bedste mulighed for at designe et køkken, som passer til både dit budget og din drøm.

Faktisk kan du godt købe et nyt køkken for under 20.000 kroner. Her kan du se, hvad du kan få til den pris.

Det skal du huske når du lægger dit budget

  • Rummet skal gøres klart til det nye køkken. Måske skal du rive en væg ned, afhøvle gulvet eller male, flytte køkkenvasken, kogepladen eller foretage andre ændringer af de faste installationer. Alt sammen noget, du skal have med i dit samlede budget.
  • De økonomisk tunge elementer i køkkenet er hårde hvidevarer og bordpladen. Overvej derfor nøje, hvad du har brug for, og hvor stor en andel af budgettet du vil bruge på eksempelvis bordpladen.
  • Sørg for at have en post til uforudsete udgifter. Særligt i forbindelse med klargøring og montering af køkkenet kan der opstå udfordringer, som koster ekstra.
  • Lys under skabe, i skuffer og i emhætte følger typisk med køkkenet, men husk at der også er brug for orienteringslys og god lyssætning/arbejdslys i køkkenet.

Quooker Magasinet Få inspiration til dit køkken, samt guides til køkkenkøb og  til det daglige køkkenliv. Download magasinet her

Sådan holder du prisen nede

Hvis du er bange for, at prisen løber løbsk, så sørg for at holde fokus på dit behov. Der er mange smarte påfund og løsninger til køkkenet, men overvej om du virkelig har brug for grafisk display på din ovn og en indbygget kaffemaskine. Overvej, hvad der er need to have, og hvad der er nice to have.

Tænk over, hvordan du bruger dit køkken. Vælg skabe til opbevaring af de ting, som du ikke bruger i hverdagen. Skabe er billigere end skuffer, og tante Odas vase, som du kun bruger, når hun er på besøg, behøver måske ikke at være lettilgængelig i en skuffe.

En anden pointe er, at dyre materialer ikke nødvendigvis er mere holdbare. Nogle fine bordplader bliver nemt ridsede, mens en laminatbordplade er slidstærk. Den fås i mange varianter og koster ikke ret meget.

Hvis du stadig har brug for hjælp til planlægningen af dit køkken, kan du få meget mere vejledning i vores store guide om køkkenplanlægning.

Anbefalede artikler

Planlæg dit køkken

Planlægning af nyt køkken: Skal jeg have en ...

Planlæg dit køkken

Køkkenplanlægning? Vær forberedt til mødet med ...

Planlæg dit køkken

6 fejl du risikerer at begå, når du planlægger ...

Få gratis inspiration, guides og how-to's med Køkkenakademiet

Få hjælp i dit daglige køkkenliv, og når du skal træffe dit køkkenvalg.