Et hul i jorden blev til et køkken: Liv og Nicolai fik noget, de aldrig havde drømt om

Virkelighedens drømmekøkken
  • DEL
  • Udskriv artikel

Da Liv og Nicolai skulle vælge deres nye køkken, var deres hjem stadig et hul i jorden og en tegning på et papir. Når køkkenet indgår som en del af et projektsalg, gælder det om at forestille sig noget, der endnu ikke eksisterer.

”I virkeligheden drømte vi jo om et køkken-alrum,” siger Liv Otto Hassert og slår dørene op, så køkkenet nærmest glider i ét med omgivelserne udenfor:

Terrassen med retro-træmøblerne og den stadig sparsomme beplantning, som vidner om nybyggeri, giver frit udsyn til en legende børneflok under opsyn af et par forældre. Hvis det ikke var så tydeligt, at vi befinder os i en moderne boligblok midt i Valby, så er det næsten som at være hensat til gamle tiders baggårde, hvor mødrene passede hinandens børn. Her er der dog også fædre, som får sig en fyraftenssludder, mens børnene suser rundt på trehjulede cykler eller render ind i køkkenet for at få flere rosiner.

”Lige nu hedder du vist bare Genert,” siger Liv til sin datter, Elin på 2 år, som kigger nysgerrigt og tavst på damen, der spørger, hvad hun hedder, og som er kommet for at høre om mors og fars køkken.

Gl. Jernbanevej - Valby (09)

Kunsten at forestille sig et køkken

”Vi boede i en atelierlejlighed med et lille mørkt køkken, da vi skrev under på en kontrakt om vores første ejerbolig sammen,” begynder Liv, der er 29 år og kæreste med Nicolai Grube Rosen.

Liv er ph.d.-studerende i erhvervsledelse for Mærsk, mens Nicolai er administrerende direktør for forskningsafdelingen i en international virksomhed for skadedyrsbekæmpelse. Ud fra tegninger og visualiseringer skulle parret tage stilling til en række ting, da de købte boligen.

Det kan være svært at forestille sig et færdigt køkken, og der er mange faldgruber i køkkenplanlægningen. Her er 6 fejl, du skal undgå.

”Det var februar 2016 og stadig kun en tom grund, og i løbet af det næste halvandet år skulle vi træffe beslutninger om, hvilke klinker og gulve der skulle være. Ikke kun i forhold til køkkenet, men også andre steder, særligt i badeværelset. Derudover skulle vi også finde ud af, om vi ville nøjes med køkkenet, som det var eller lave tilkøb.”

Alle farver og materialer

Laminat eller corian? Massivt fingertappet elm eller standard hvidlakeret? Hvid vask eller kulsort? Der var masser af muligheder for farver og materialer i det klassiske vinkelkøkken.

”Der var tale om et standardkøkken, og så kunne man skalere op. Så det handlede rigtig meget om, hvor meget ekstra man var villig til at betale,” siger Liv, der synes, at lige den del af processen var lidt svær.

”Det var ikke så meget det med pengene, men mere det at vi ikke havde set rummet endnu, og eftersom vi på det tidspunkt kom fra et lille mørkt køkken, så vi lod os nok styre af, at det skulle være lyst,” fortæller Liv.

Her får du tips og råd til at bruge farver og kontraster i dit køkken.

Den unge families køkken er uden tvivl meget lyst. Ja, det er helt hvidt på nær den sorte vask.

”Vi valgte at flotte os med vask og bordplade i corian - en kompositbordplade med massiv overflade - fordi vi ikke kan lide laminat, og kommer der skader i corian-bordpladen kan man slibe dem væk. Det hvidlakerede køkken med indfræsede greb kunne vi begge godt lide, og dét var standardkøkkenet, så på den måde var det en nem beslutning. Quooker-hanen var en selvfølge – den skulle vi bare have.”

Gl. Jernbanevej - Valby (02)-crop

Quooker i blodet

Liv er vokset op med en Quooker og kalder den ganske enkelt ”ekstremt smart”.

”Vi bruger den til at lave havregrød. Til at skolde grøntsager med. Néskaffe og te. Alle den slags funktionelle ting. Og hvis vi havde haft den, da Elin var helt lille, så ville vi helt sikkert også have brugt den til at skolde sutteflasker med. Vi bruger den også i dag til at skolde sutter. Det er bare en lækker ting at have, og den gør mange praktiske gøremål nemmere,” siger Liv.

Nicolai, der som regel er den sidste, der kommer hjem, træder indad døren og blander sig i snakken, efter han har givet sin datter en svingtur.

Quooker Magasinet Få inspiration til dit køkken, samt guides til køkkenkøb og  til det daglige køkkenliv. Download magasinet her

Nemt at beslutte sig

”I virkeligheden synes jeg, at hele denne her proces med at træffe begrænsede valg har været dejlig nem. Jeg ved faktisk ikke, hvad vi ville have gjort anderledes, hvis vi havde fået frit slag. Rummene var jo, som de var, og det gjorde jo, at vi helt fra begyndelsen skrinlagde drømmen om et køkken-alrum,” siger Nicolai.

Se også dette smukke drømmekøkken: Designelskernes IKEA-hackede luksuskøkken.

”Men det at vi fik det hér – ” siger Liv og peger ud mod køkkenets åbne parti – ”at dørene kan åbnes helt op, så man nærmest får et udendørs køkken-alrum i stedet for, er virkelig godt. Integrationen med ude og inde er vi blevet overraskende glade for. Også selvom jeg til at begynde med var lidt bekymret for, hvordan det ville være, at køkkenet og garderoben går ud i ét, og er det første man træder ind i. I dag synes jeg, at det rummæssigt fungerer fint.”

Gl. Jernbanevej - Valby (04)

Noget, som dog ikke har fungeret så godt, er udbedringen af for eksempel skuffer, der ikke glider ordentligt på plads og det faktum, at der er for lidt fuge mellem vask og bordplade.

”Vi havde udfordringer med køkkenfirmaet i forhold til udbedring af fejl og mangler, og det var faktisk overraskende, at det var sådan en langsommelig proces. Det tog næsten et helt år. Men det viste sig, at når man laver ekstra valg, så falder det uden for bygherres ansvar. Det har uden tvivl været det sværeste, for det vidste vi ikke noget om på forhånd, og vi var derfor ikke klædt godt nok på til det,” siger Liv.

Design, pris og kvalitet

I alt har parret tilkøbt for 70-80.000 kroner ekstra til hele lejligheden, hvor køkkenets andel er omkring 30-35.000 kroner. De havde ikke afsat noget budget, men var enige om at holde det på et fornuftigt plan. Også selvom det gerne skulle se godt ud.

”Design og udseende er ret afgørende, men det skal også hænge sammen med pris og kvalitet, og så skal der helt klart være en høj grad af funktionalitet i et godt køkken. Men hvis det er et rum, man er meget i, og hvor man ofte har gæster, så må det også gerne se æstetisk pænt ud,” siger Liv.

Nicolai tilføjer:

”Et lækkert IKEA-køkken ville også være fint for mig.”

Du kan få endnu mere inspiration til dit nye køkken i vores store inspirationsguide.

De gode fravalg

Udover tilvalg har Liv og Nicolais proces med at designe projektsalgets køkken også været præget af en række fravalg.

”Fordi vi begge havde et køkken-alrum i tankerne og kom fra et lille køkken, så havde vi en forestilling om at få flere højskabe og ingen overskabe. Men vi syntes ikke, at køkkenet havde pladsen til at pille overskabene ned og lod derfor være. Det var faktisk et kompromis,” siger Nicolai.

Gl. Jernbanevej - Valby (08)

Parret valgte også at fjerne en køkkenbar, som hørte med til standardkøkkenet.

”Vi valgte at fjerne køkkenbaren med tanke på at integrere flowet ind til spisestuen på en bedre måde, så det ikke så alt for indeklemt ud, fordi gang og køkken jo hænger sammen. I stedet fik vi nogle bredere skuffer. Når jeg tænker efter, er jeg ret glad for valgene og fravalgene, fordi de fungerer godt i hverdagen,” siger Liv og går ud igennem køkkenets åbne dørparti og sætter sig på terrassen for at nyde resten af dagen med mand og barn.

Drømmekøkkenets tre største kompromisser

  • Indretningen var fastlagt, hvilket betød, at ønsket om et køkken-alrum ikke kunne lade sig gøre.

  • Lang proces med at få udbedret fejl og mangler.

  • Køkkenet var for lille til at undvære overskabe.

Det er vi blevet gladest for

  • “Quooker-hanen. Man finder jo ud af, hvor meget kogende vand man bruger i sin dagligdag.
  • Vi sætter stor pris på at have fået mere plads sammenlignet med det gamle køkken.
  • Det store udsyn og direkte adgang til gården og legepladsen er suverænt.”

Liv Otto Hassert, 29 år

Anbefalede artikler

Drømmekøkken, Køkkeninspiration

Efter tre køkkenkøb på seks år: Ditte og Kasper ...

Drømmekøkken, Køkkeninspiration

Et drømmekøkken med plads til hele familien: ...

Drømmekøkken, Køkkeninspiration

Fra køkkenø til halvø: “Det har uden tvivl ...

Få gratis inspiration, guides og how-to's med Køkkenakademiet

Få hjælp i dit daglige køkkenliv, og når du skal træffe dit køkkenvalg.